Næsten 1.000 skoler i Mali er ind til videre lukket på grund af den forværrede sikkerhedssituation. De militante islamister angriber nemlig skoler og lærere. Vestlig uddannelse og undervisning er efter islamisternes mening skadelig og skal derfor stoppes med vold.
Skoleåret begynder i oktober i Mali. Da en skole nord for Mopti som planlagt åbnede blev seks af skolens lærere bortført og holdt fanget, indtil skolen lukkede. Så nu er skolerne kun åbne i landsbyer og byer med en vis beskyttelse.
Derfor har myndighederne i Bandiagara og kommunen Kendie valgt ikke at åbne skolen i Biry i dette skoleår. Det er uendeligt trist for en skole, som betyder så meget for en landsby og de mange skoleelever, der ikke kan fortsætte deres skolegang. Vi håber selvfølgelig på mirakler, så sikkerhedssituationen bliver så god, at børnene igen kan komme i skole. Men indtil videre ser det ud til, at volden i Mali kun bliver værre.
Biry og omegn har heldigvis ikke været ramt af angreb og landsbyens indbyggere lever fredeligt. Men hver tur de skal køre til markedet eller den nærmeste by Bandiagara er risikabel. De skal ikke kun frygte islamister. Kriminaliteten er også steget på grund af de mange våben, der er i omløb og den generelt desperate situation. De kan risikere at møde landevejsrøvere eller at få deres køer stjålet.
I bestyrelsen i Skolen i Biry har vi diskuteret, hvad vi kan gøre. En mulighed ville være at hyre lærere og på den måde at fortsætte skolen. Men vi frygter, at skolen på den måde ville tiltrække sig opmærksom og risikere et angreb.
I første omgang venter vi og håber som alle andre på en bedring. Vi vil dog fortsat gerne støtte landsbyens børn, så de får en form for læring og dermed bedre muligheder for fremtiden. Derfor har vi sat et nyt mål: At installere skolehaver og læring omkring forbedrede dyrkningsmetoder af frugt og grønt.
Der er allerede haver med frugt og grønt omkring Biry. Haverne er afhængige af regnen og små søer og vandhuller. Det er derfor begrænset, hvad man kan dyrke og der er ingen ledige vandhuller. Hvis vore plan skal lykkedes, er vi derfor afhængige af en større vandboring og vandinstallation.
En vandinstallation koster penge, og det sker ikke fra den ene dag til den anden. På sigt satser vi på at skaffe omkring 100.000 kroner til at supplere de knap 30.000 kroner, der allerede står på foreningens konti. Vi har fra tidligere et tilbud på en vandinstallation med en solcelledrevet pumpe og vandtårn til den pris. Og i betragtning af, hvor mange penge vi tidlige har samlet ind til projektet, så er vi optimister.
Skolen i kommunens hovedby Kendie fungerer stadig, så enkelte elever fra Biry fortsætter i 7., 8. og 9. klasse.