Det er begyndelsen af 2018, og der bliver bygget og gjort klar til en kantine ved Skolen i Biry.Som ved de tidligere byggerier deltager indbyggerne i Biry i byggeriet som frivillig arbejdskraft. Det gælder også madlavningen i kantinen. En gruppe kvinder er ansvarlige for kantinedriften.
Desværre strejkede alle lærere i Mali under besøget, derfor var det ikke muligt at følge undervisningen. Strejken sluttede den 29. januar efter besøget i Biry.
Kvindegruppen er klar til at lave mad. Kvinderne hedder Mariam Bondo, Assatout Dicko, Hadja Traore, Monatou Traore, Oumou Traore og Maimona Degoga. Der blev holdt møde med kvinderne, så de kunne få indflydelse på madvarerne, der skal bruges i kantinen. En af kvinderne forslog peber og ligefrem 50 kilo peber. De andre kvinder var dog ikke sikre på, at eleverne overhovedet bryder sig om peber. Så peberet blev pillet af indkøbslisten igen. Forslaget om de mange kilo vidner om, at ingen af kvinderne har gået i skole og derfor har de ikke noget forhold til måleenheder som kilo og liter.
Til en begyndelse er der indkøbt 300 kilo ris, 200 kilo hirse, 10 kilo tørrede bønner, 25 kilo sukker, 100 liter spiseolie, 20 store dåser koncentreret tomat, 20 kilo salt, 30 æsker Maggi-terninger af to forskellige slags, 20 kilo jordnødder, to spande jordnøddesmør, 5 kilo soumbala (naturlig bouillionterning lavet af frø fra nere-træet), 25 kilo friske løg, tørrede knuste løg, tørret knust gumbo, tørrede frø fra dahblomsten og 2 store poser suppenudler. Dertil kommer en æske sæbe til opvasken og 40 liter diesel til møllen, der skal kværne hirse. Der er også givet 1.150 kroner til landsbychefen, som skal bruges til kød en gang i mellem.
Der er 105 elever på skolen, så det bliver noget af en opgave at lave mad til så mange hver dag. Derfor har vi hyret en organisation, der står for at undervise kvinderne i Biry om madlavning i store portion, organisering af kantinen og ikke mindst ernæring. Der kommer to kvindelige instruktører til Biry i en uge for at undervise kvinderne. De vil blandt andet fortælle om proteiner, og hvordan man kan øge proteinindholdet ved at blande knuste jordnødder i hirsegrøden. Normalt skulle der være en skolehave i forbindelse med skolen og kantinen, så eleverne ville blive sikrede friske grønsager. Men på grund af tørke i år er det desværre ikke muligt at dyrke ekstra grønsager. I år er der ikke vand nok i de vandhuller og de hjemmebyggede reservoirer, som er bygget omkring Biry. Vi håber på en bedre regntid, så det bliver muligt at etablere en skolehave i fremtiden.