Venner af Skolen i Biry donerer heldigvis stadig penge til skolen. Siden marts er der kommet 1.100 kroner ind på kontoen, så der nu i alt er samlet 269.752,14 kroner ind. Vi takker Birte Christensen og familien Mathorne.
Pengene skal gå til en skolekantine for eleverne. Det er meget efterspurgt i landsbyen. Mange børn går i skole, inden de kan få morgenmad, og da nogle bor i omkringliggende landsbyer, bliver de meget sultne i løbet af en lang skoledag. Samtidig er det erfaringen i fattige udviklingslande, at skolemad tiltrækker flere elever til skolerne. I Biry er der stadig børn, som ikke går i skole, enten fordi de ikke har lyst, eller fordi forældrene har brug for deres arbejdskraft til at hjælpe i husholdningen og passe mindre søskende.
Det er erfaringen, at skolemad motiverer både børn og familier til at sende deres børn i skole. Opstart af en kantine med blandt andet halvtag, store energibesparende gryder, service og basisfødevarer koster 30.000 kroner.
Foreløbigt har vi 11.000 kroner til kantinen. Kulturstyrelsens udlodningsmidler har bevilget 6.430,09 til projektet. Det er vi meget taknemmelige for!
Vil du bidrage økonomisk til en skolekantine i Biry? Så kontakt os eller giv et bidrag på vores medlemskonto. Det nye skoleår i Mali begynder i oktober.